Transformation og virkelighed
Når jeg betragter dig
Mens du betragter mig
Hvem er jeg da?
Er jeg den samme
Som jeg ville være
Hvis du ikke betragtede mig?
Eller transformeres mit udtryk
af det forhold
at jeg betragtes?
Kan jeg transformere dig
ved at betragte dig?
Eller skal du ønske at
Transformeres, for at det sker
I virkeligheden?
Hvis virkeligheden
kun er virkelig
når vi betragter den
hvad er den så
når vi lukker øjnene?
Hvad ser vi
Med øjnene lukket?
Drømmer vi?
Er fascinationen en drøm?
Er drømmen den fascination
som vi forfølger
i længsel
efter mening
med vores liv?
februar 2007
Ser du mig?
dækker jeg mig
bag det hvide klæde
om et øjeblik?
former mine læber
ydmygt kysset
der skal lade
mig tilgå
det begærede?
jeg kysser dig
jeg kysser dig
og du udmåler mig
dråber af vand
som køler min længsel
jeg kysser dig
og du stiller min tørst
ser du mig i skyggerne?
ser du løftet om favntag
i min arm, som varsomt
berører dit kølige ydre
jeg er her
føl min kind
lægge sig kærtegnende
mod din fugtige flade
jeg er her
se min skulders runde blødhed
sukkende hengive sig til dig
jeg er her
jeg kaster de hvide klæder
af mig
og lader dig se
min skønhed
jeg er mig
jeg er den jeg er.
den 17. august 2010
Nye støvler
Du går på de toppede brosten og lader byen synke ind. Sålerne på dine støvler er begyndt at blive tyndslidte og du kan mærke brostenene mod fødderne.
Du ser for dig billedet af din mor med dig i barnevognen. Hun har den fine hat på, og krøllerne i nakken, som hun har købt i dyre domme, titter ud. Senere går du her også med morfar. Du har fået nye knapstøvler og du går med morfar i hånden. I skal gå tur, og bagefter hen på legepladsen i Parken. Du har lidt ondt i maven og vil jo bare så gerne gøre morfar glad. Og han bliver så glad, når du hopper på brostenene og siger: Morfar, morfar skal vi hen i parken?
Ved indgangen til parken kan man gå to veje; den ene fører ned til søen og den anden går direkte hen til legepladsen med bænken.
Du går med morfar i hånden og ved, at legepladsen er jeres mål. Du mærker suget i maven.
På bænken ved legepladsen sidder morfars venner. Morfar siger, at I skal sidde lidt der.
Dine nye knapstøvler er blevet helt støvede på turen herhen.
Nejj, lad mig se dine fine knapstøvler og dine fine ben – siger morfars ven og smiler.
Morfar, siger du, jeg vil gerne have en tur på karrusellen i dag. Du river dig løs og løber hen til karrusellen, som du hader, og siger: Morfar, skub mig rundt, gør morfar!
Og morfar skubber karrusellen rundt, hurtigere og hurtigere, så du bliver svimmel og kvalmen vælder op gennem halsen og du står rystende på karrusellen, som morfar endelig stopper.
Du kaster op, kaster op så din mave snører sig sammen og din hals svider af det ætsende bræk.
Morfar, jeg vil gerne hjem nu, siger du. Du ser ned: der er en stor plamage på dine fine knapstøvler.
Hvorfor vil du ikke gå med de fine støvler, spørger mor senere? De var endda så dyre!
De lugter! siger du.
den 18. oktober 2009